Jerusalem Maraton

Jerusalem Maraton 

Ville lige smide et hurtigt indlæg ind om Jerusalem Maraton, som jeg løb d. 16. marts. Zarai, en volontør fra Mexico og jeg havde tilmeldt os løbet, dog skulle vi kun løbe 10 km. Torsdag aften var vi inde at hente t-shirt og nummer.





Da jeg vågnede fredag morgen var det noget rigtig trist vejr, koldt og gråt. På trods af det havde Mai og Karina valgt at trodse regnen og tage med ind og heppe på os.
Følg med i forløbet på billederne nedenunder.

Her sidder vi i bussen på vej ind til startområdet.

Zarai og jeg inden vi starter.

Mine heppepiger og jeg.

Der var så mange mennesker at det tog mig 5 minutter fra starten var skudt i gang til jeg kom over startstregen.

En udpluk af den enorme menneskemængde der var.

Da jeg ikke har været den store løber før, så havde jeg et mål om at løbe hele vejen og nå i mål inden der var gået 1 time. Jeg løb hele vejen og brugte 1 time og 37 sek. Jeg ærger mig over at jeg ikke løb de 37 sek. hurtigere, men det må blive næste gang.

Der ventede mig gratis kage og frugt, da jeg kom i mål.

Lige da jeg var kommet over målstregen.

Zarai og jeg stolte og med vores medaljer.

Det var sjovt at opleve stemningen til sådan et løb og se hvilke forskellige mål folk havde med at løbe. Nogle gjorde det for at have det sjovt og hygge sig på en anderledes måde, andre gjorde det for at prøve sig selv af og se hvor hurtigt de kunne løbe 10 km. og så var der selvfølgelig dem der løb for at vinde.
Jeg er ikke klar over hvor hurtigt den hurtigste på 10 km. ruten var, men jeg ved at ham der vandt Maratonet løb 42 km. på 2 timer og 20 min. Jeg er imponeret over han kan løbe så hurtigt, men okay, han er jo også afrikaner :D

Efter at have løbet 10 km. kunne jeg godt tænke mig at prøve et halv-maraton på 21 km., men der går nok noget tid.
- Pernille 

På sidelinjen til maraton 

En ting var at deltage til maraton, en helt anden var at se til på sidelinjen. Stemningen var rigtig festlig og der var folk fra hele hele verden. En ting der fangede min opmærksomhed, var folks måde at klæde sig på. Jeg er vant til religiøs påklædning og soldater i gadebilledet, men jeg havde ikke forventet det til et maraton. Mændene løb med deres kippa på (jeg har stadig ikke fundet ud af hvordan de sidder så godt fast. Det er lige fra børnehavebørn til gamle halvskaldede mænd, der bærer kippa) Soldaterne smed først deres geværer i sidste øjeblik og kvinderne havde beholdt nederdelen på. Desuden var folks udseende, sprog og væremåde meget forskelligartet. Der var højrøstede amerikanere, beslutsomme afrikanere, skøre israelere og søde danskere.
Det lykkedes mig ikke så godt at tage så mange billeder fordi menneskemylderet var så stort, men her kommer alligevel mine forsøg.

Mand med kippa

Kvinder der løb i nederdel

Soldater der beholdte deres geværer indtil sidste øjeblik

En deling der havde smidt deres geværer lige ved startstregen

Festlige indslag for de sløve der valgte ikke at løbe

- Mai

På tur til Golan.

Vi kom hjem fra ørkentur lørdag, havde søndag til at arbejde, vaske tøj og pakke i, for så at tage på en 3-dages tur til Golan. 

Vi blev hentet kl. 5:30 mandag morgen og kørte til Tiberias. Her skulle vi på en af Israels smukkeste og mest populære dagsture, Nahad Nimrod. Kontrasten fra ørkenen og til den frodige og idylliske natur overvældede mig rigtig meget. Jeg har lige gået rundt i en del af Israel hvor alt er tørt og øde og hvor der ikke er ret meget liv, og to dage efter går jeg rundt og krydser vandløb og nyder den grønne natur fyldt med blomster. Jeg kan kun sige at Guds skaberværk er fantastisk. 

Efter at have gået ruten kørte vi ned til Geneserat sø og slog lejr. Vi satte telte op og lavede aftensmad. Maden bestod af ris og sovs med pølser og så en god potion kærlighed leveret af Jakob og Karina. Resten af aftenen sad vi ved bålet og sang og hyggede inden vi kunne gå til ro ved lyden af frøernes kvækken.

Næste dag skulle vi bestige Mount Arbel, det var en smule hårdt, men med vejret i top og Helenes sismofytter kom vi sikkert til tops.

På toppen af Mount Arbel.

Inden vi skulle videre skulle vi allesammen testes for at se om vi var egnet til den ekstreme vandretur i april. Jakob tog os med ud at klatre på klipper og vi bestod allesammen med glans.

Resten af dagen fortsatte vi ned mellem køer, vandløb og mudder inden vi igen kunne slå os til ro.

Her laves der risotto.

Sidste dag var vi i Yehudia. Vi var rundt på en lille tur med nogle flotte pools og igen skøn natur. Desværre formåede Karina at vrikke rundt på foden, så hun endte med en flot hævet ankel. Vejret var ikke så godt den dag, så de fleste steder vi ville gå var lukket og vi besluttede at vende næsen hjemad. På hjemvejen stoppede vi ved McDonalds og Jakobs far gav en menu til os allesammen.

Sidsel ved en pool i Yehudia.

Det har været super dejligt at være på afsted på ture, men nu er jeg også klar til en uge hvor der ikke skal ske alt for meget.

- Pernille

Ørkentur

De sidste to uger har været fuld af gode oplevelser og rigtig gode ture. Fra den 8-10 marts var vi på en ørkentur som Ordet og Israel havde arrangeret.
Torsdag morgen mødtes vi i Joffiehuset hvorefter vi drog afsted sydpå.
Vi startede dagen ud med at kravle i huler ved Bet Guvrin. Her skulle man i hvert fald ikke lide af klaustrofobi, da hulerne var meget smalle.

Her kravler jeg i en af gangene i hulerne

Derefter drog vi videre til vores lejrsted i Machtesh rammon, her gik vi en lille tur i en nationalpark kaldet ein Avdat.                              
                                                                                                           Her er billeder derfra:

Aftenen sluttede vi af med bål, sang, masser af pandekager og hygge. Derefter lagde vi os til at sove under åben himmel i Negevørkenen.

Fredag morgen startede med 7 timers vandretur i Machtesh rammon. Her besteg vi blandt andet det sorte bjerg, hvilket var ulideligt hårdt, og så kom vi forbi Guds bogmærke.

                                                                                Her er vi langt om længe på toppen af det sorte bjerg

 

                                                   Min hånd var hævet til dobbeltstørrelse på grund af varmen :-)

Da solen gik ned tog vi videre mod melørkenen, hvor vi overnattede imellem mange meget irriterende tissemyrer....
Lørdag og sidste dag udforskede vi melørkenen, hvor vi gik en flot tur. Det var sjovt at se hvor forskellig strukturen var på en alm. ørken og en melørken.

Inden vi vendte næserne hjemad sluttede vi turen af i Wadi Augot. Her var der nogle, som skyndte sig til toppen, for at se det store vandfald, hvor andre bare nød at blive kølet lidt af i de forskellige pools der var undervejs.
-Karina

Typisk.... Men et godt grin!

Dette blogindlæg vil nok være det mærkeligste i længe har læst, men det krævede næsten et indlæg. Vi er så priviligerede her på Beit Tamar, at vi kan benytte os af institutionens vaskemaskiner, hvilket vi flittigt benytter os af.. Efterhånden har vi vasket en del gange. Dette har også medført en del pinlige episoder for mit vedkommende...
Efter en af de første gange vi havde vasket her på institutionen blev et par af mine trusser fundet nogle dage senere. De blev opdaget, da en af workerne stod og foldede dem sammen, sammen med beboernes tøj.. Fedt!
Ca. halvanden uges tid senere sker en lignende historie igen. Mai og jeg sidder i opholdstuen i en sofa, da en af workerne pludselig trækker endnu et par blondetrusser frem, der på en meget mystisk måde var endt bag i sofaen i opholdsrummet. Hun spørger derefter om de tilhører os, hvorefter jeg knald rød i hovedet og grinende rækker ud efter dem.
To gange skulle man tro var nok, men nej. Jeg havde nogle dage efter mine trusser var blevet fundet for anden gang jokede lidt med, at skete det for tredje gang, skulle der laves blogindlæg. Få dage efter kommer Pernille ned og beskrev et par trusser for mig og spurgte derefter om det var mine, hvilket det var. De lå nu oppe i opholdrummet igen blandt beboernes tøj... Jeg satser nu stærkt på at det var sidste gang. :-)
-Karina