Vi spiser humus: Jerusalem Maraton

Jerusalem Maraton

Ville lige smide et hurtigt indlæg ind om Jerusalem Maraton, som jeg løb d. 16. marts. Zarai, en volontør fra Mexico og jeg havde tilmeldt os løbet, dog skulle vi kun løbe 10 km. Torsdag aften var vi inde at hente t-shirt og nummer.

Da jeg vågnede fredag morgen var det noget rigtig trist vejr, koldt og gråt. På trods af det havde Mai og Karina valgt at trodse regnen og tage med ind og heppe på os.
Følg med i forløbet på billederne nedenunder.

Her sidder vi i bussen på vej ind til startområdet.

Zarai og jeg inden vi starter.

Mine heppepiger og jeg.

Der var så mange mennesker at det tog mig 5 minutter fra starten var skudt i gang til jeg kom over startstregen.

En udpluk af den enorme menneskemængde der var.

Da jeg ikke har været den store løber før, så havde jeg et mål om at løbe hele vejen og nå i mål inden der var gået 1 time. Jeg løb hele vejen og brugte 1 time og 37 sek. Jeg ærger mig over at jeg ikke løb de 37 sek. hurtigere, men det må blive næste gang.

Der ventede mig gratis kage og frugt, da jeg kom i mål.

Lige da jeg var kommet over målstregen.

Zarai og jeg stolte og med vores medaljer.

Det var sjovt at opleve stemningen til sådan et løb og se hvilke forskellige mål folk havde med at løbe. Nogle gjorde det for at have det sjovt og hygge sig på en anderledes måde, andre gjorde det for at prøve sig selv af og se hvor hurtigt de kunne løbe 10 km. og så var der selvfølgelig dem der løb for at vinde.
Jeg er ikke klar over hvor hurtigt den hurtigste på 10 km. ruten var, men jeg ved at ham der vandt Maratonet løb 42 km. på 2 timer og 20 min. Jeg er imponeret over han kan løbe så hurtigt, men okay, han er jo også afrikaner :D

Efter at have løbet 10 km. kunne jeg godt tænke mig at prøve et halv-maraton på 21 km., men der går nok noget tid.
- Pernille

På sidelinjen til maraton

En ting var at deltage til maraton, en helt anden var at se til på sidelinjen. Stemningen var rigtig festlig og der var folk fra hele hele verden. En ting der fangede min opmærksomhed, var folks måde at klæde sig på. Jeg er vant til religiøs påklædning og soldater i gadebilledet, men jeg havde ikke forventet det til et maraton. Mændene løb med deres kippa på (jeg har stadig ikke fundet ud af hvordan de sidder så godt fast. Det er lige fra børnehavebørn til gamle halvskaldede mænd, der bærer kippa) Soldaterne smed først deres geværer i sidste øjeblik og kvinderne havde beholdt nederdelen på. Desuden var folks udseende, sprog og væremåde meget forskelligartet. Der var højrøstede amerikanere, beslutsomme afrikanere, skøre israelere og søde danskere.
Det lykkedes mig ikke så godt at tage så mange billeder fordi menneskemylderet var så stort, men her kommer alligevel mine forsøg.