onsdag den 25. april 2012

Glad "Bar Mitzvah" og trist mindedag for Israel's faldne soldater.

Selvom det er meningen at jeg skal have en almindelig uge uden alt for mange ting og sager, så er der vidst aldrig noget der bliver helt almindeligt. Jeg har arbejdet rigtig meget både morgen og aften og det har resulteret i alt for lidt søvn. Mandag havde to af beboerne her på Beit Tamar "Bar Mitzvah", det minder utrolig meget om den danske konfirmation. Beboerne og nogle af os arbejdere tog i synagogen for at overvære ceremonien. Det tog cirka 2 timer og jeg siger jer det er kedeligt når man ikke forstår hvad der bliver sagt. Jeg brugte det meste af tiden på at prøve på at holde mig vågen. Da vi endelig var færdig skulle vi så ind og have lækkert mad. Igen blev jeg en smule skuffet. 20 min. efter vi var kommet for at spise skulle det hele pakkes sammen og vi skulle hjem. Jeg er glad for at have oplevet et israelsk højdepunkt selvom det ikke var så fascinerende.



I dag har været en utrolig trist dag. Det er dagen hvor man mindes alle de faldne soldater i Israel. Jeg er blevet ret rørt af dagen fordi man kan mærke hvor meget det israelske folk holder sammen. Jeg spurgte nogle af beboerne i morges om man ikke måtte grine på en dag som denne og som svar fik jeg at det vil være meget uhøflig hvis jeg gjorde det. Da Israel ikke er så stort et land er det ret svært at finde en israeler som ikke har mistet en de har kær og derfor har der været en lidt tung stemning i Jerusalem i dag.  


- Pernille

lørdag den 21. april 2012

Farvel Israel, goddag Sinai og Jordan.

Den sidste uge har været en oplevelsesrig uge med mange spændende indtryk. Ordet og Israel havde arrangeret en tur til Sinai og Jordan og den skulle vi selvfølgelig med på. Følg med i billederne og se hvad vi har oplevet.

Fredag tog vi fra Joffihuset mod Eilat, hvor vi overnattede under åben himmel nede ved vandet.

Lørdag stod vi op og krydsede grænsen til Egypten.

 

Vi blev kørt af beduiner til foden af Sinaibjerget hvor vi brugte resten af dagen på at nå toppen. På toppen så vi solnedgangen og spiste vores medbragte mad.

Denne beduiner har vandret op og ned af Sinai i 25 år, gæt hans alder.... 41 år.
 Tidligt søndag morgen vågnede vi for at se solopgangen. Til vores store overraskelse var en flok fra Felixrejser i løbet af natten nået op på toppen og vi kunne sammen med dem synge "I østen stiger solen op". Vi begav os ned af bjerget og beduinerne tog os med til Ein Hudra, som er en oase hvor vi skulle sove. På vejen til Ein Hudra fik vi lækker middagsmad bestående af kæmpe pandekager og en masse grøntsager.


             

Mandag skulle vi alle på kamelryg ride tilbage mod Nuweiba hvor vi skulle overnatte i hytter nede ved det røde hav. 

Jeg synes det har været interessant at observere andre mennesker som lever et meget anderledes liv end mig. Beduinerne bor meget mere ude i det fri og er utrolig gæstfrie. Dem der passer kameler bruger næsten hver dag på at ride rundt eller trække turister. Jeg tror ikke deres liv er så materialistisk som mit er, de har andre bekymringer og mål med livet. Samtidig er de et menneske lige som mig. De kan blive rasende, kede af det, have det sjovt, være forelsket osv. Det er fantastisk vi kan være så forskellige, men også så ens.

Tirsdag brugte vi det meste af formiddagen på at krydse grænser. Da vi kom til Israel tog Karina bussen hjem til Beit Tamar, mens vi andre fortsatte mod Jordan og den lidt mere luksuriøse del af turen. Inden vi kørte til vores hotel i Petra skulle vi ud og udforske en ørken i jeeps. Vores chauffør var kun 15 år og havde lidt problemer med at nå pedalerne.
Fremme ved vores hotel valgte Mai, Camilla, Malene og jeg at tage i tyrkisk bad. For 100 kr. fik vi dampbad, bodyscrub, massage og en tur i jacuzzi, lige hvad vi trængte til.



Onsdag havde vi fået at vide at vi havde hele dagen til at udforske Petra, hvad vi ikke vidste var at det betød vi skulle være der fra 9-14. Petra er en af verdens syv vidundere, som er en by udhugget i klipper. Grunden til at vi ikke havde så lang tid i Petra var fordi vi skulle bruge 4 timer på at køre til vores hotel i Amman.
                             

Torsdag var den sidste dag på vores ferie. Vores guide viste os rundt i Amman. Ved frokost tid var vi nået op på toppen af Mount Nebo, som skulle være det bjerg hvor Moses døde med udsigten udover det forjættede land. Under hele turen har Søren, leder på Discipelskolen, undervist os i israelitternes vandring gennem ørkenen, så da vi havde haft den sidste lektion vendte vi næsen hjemad.

   

















Det har været en herlig tur, dejligt at opleve landene omkring Israel. Mai og jeg kan se frem til en hverdag igen, mens Karina får besøg af Rune og kan komme ud at udforske Israel.

- Pernille

torsdag den 12. april 2012

Graven er tom.

Påskedag skal fejres. Jesus er genopstået, så derfor skulle man da være et skarn hvis man ikke stod op kl. 4:10 for at nyde solopgangen på toppen af oliebjerget og runde formiddagen af med at fejre opstandelsesgudstjeneste i Gravhaven.
Her står vi og venter på taxaen.

Vi startede dagen med en andagt, mens vi så på solen, der langsomt rejste sig i horisonten. Før vi begav os ned mod gravhaven, nåede vi at få en lille én på øjet.


Lovsangsband foran Graven.
Opstandelsesgudstjeneste for skandinaver foregik i Gravhaven. Os piger fra Beit Tamar havde fået til  opgave at hilse på gæsterne når de kom ind. Prædiken foregik på norsk, mens den danske præst Jacob stod for resten af gudstjenesten. Vor kære naboer svenskerne var chokerende underrepræsenteret.

Her har vi Jacob og hans ældste datter Rebekka der hjælper os med fagterne til 'På Golgata Stod Der Et Kors'.  Det var en speciel oplevelse at pege hen på graven når vi sang 'Graven er tom'.
Scenen var sat for en opstandelsesdag som denne, da haven var smuk med blomster og himlen var fuldstændig blå.

Vi har snakket lidt om hvordan det er at opleve påskedag i Israel. På den ene side synes vi at omgivelserne var med til at gøre dagen speciel, det er noget andet at stå udenfor ved en grav i stedet for at stå inde i et koldt kirkerum. På den anden side savnede vi noget mere refleksion. Omgivelserne kan godt være med til at tage fokus fra budskabet. Alt i alt var det en god påske, dog er der en ting vi alle er enige om, usyret brød kommer ikke med hjem i kufferten.
- Mai, Karina og Pernille

Langfredag

 På Langfredag gik Pernille og jeg sammen med den Danske Kirke og en flok  nordmænd via Dolorosa. Om aftenen havde vi Sedermåltid med en masse andre danskere.
Via Dolorosa var for mig en ret speciel oplevelse. Jeg var overrasket over, at de stationer man stopper ved, starter allerede, da Jesus skulle dømmes, og at det ikke kun var den vej, han bar korset.
Det var lidt en blandet oplevelse. Langfredag er for mig en stille dag, hvor man fordyber sig lidt. Men det var lidt af et gedemarked. Vejen var fuldstændig proppet med forskellige religiøse grupper fra forskellige lande. Nogle havde valgt at bære den samme skrigende gule kasket, mens andre (fx os skandinaver) satsede på vores eget tøj og evnen til at blive i flok. Ved hvert stop læste vi en passage fra biblen. De sidste stationer læste vi i vores kirke, Redeemer Church, i stedet for at klemme os ind i Gravkirken.

1
Ved station 1 fik jeg ikke noget billede. Det er en skole nu, men man mener at det er vor Pilatus slot lå. Der er udsigt over tempelpladsen, så det havde været et ideelt sted for ham. Det var her Jesus blev dømt til døden.
Mark. 15,1-15

2
Ved station to fik jeg heller ikke noget billede, men det er den gård hvor Jesus modtog korset.

3
Station 3 er det sted hvor Jesus falder for første gang. Der ligger en kirke nu.
Matt. 11,28-30
Foran indgangen til kirken


Foran indgangen til kirken


Billede taget ind i kirken


Den skandinaviske gruppe foran kirken

4
Ved station 4 møder Jomfru Maria Jesus. 
Luk. 2,34-35

5
Station 5 er stedet hvor de fik Simon af Kyrene til at bære Jesus kors. Det ligger ved en kirke i dag.
Luk. 2,34-35

Menneskemylder inde i kirken
6
Ved station 6 tørrer kvinden Veronika Jesus' ansigt. Og der ligger naturligvis os en kirke ved station 6.
Sl. 88, 2-10


7
Ved station 7 faldt Jesus for anden gang.
Sl. 88, 2-10

Billede ind i kirken der ligger ved station 7



8
Ved station 8 talte Jesus til Jerusalems kvinder.
Luk. 23, 27-31 og Åb. 21, 1-4


9
Ved 9 ligger Gravkirken. Det var her Jesus blev korsfæstet. De sidste stationer skal gåes derinde, men vi valgte at tage dem i Redeemer Church

Redeemer Church
Langfredag var helt klart den mest specielle dag for mig i påsken. Det var fedt at komme helt ned i detaljer med dagen.

- Mai








tirsdag den 3. april 2012

Palmesøndagsprocession på Oliebjerget.

Så er påsken i gang. Vi startede i går med en gudstjeneste i Den Danske kirke, her var vi 11 deltagere. Da gudstjenesten var færdig tog vi ud for at få noget at spise og nyde det skønne vejr. Herefter gik det opad, da vi skulle mødes med nogle andre danskere ved Pastor Noster kirken, som ligger næsten på toppen af Oliebjerget. Palmesøndag er der mange, som går den rute Jesus red på æslet for ca. 2000 år siden og vi var med for at deltage i optoget.

Først kom der en masse spejdere


Derefter folk med palmegrene.


Mit imellem alle disse folk var vores lille danskergruppe. Vi sang nogle danske lovsange på vej ned af bjerget.

Her kan du høre en lille bid.

Det er ikke til at vide hvor mange mennesker der har været, men sidste år var der omkring 10.000.
Det var et virkelig festligt optog og jeg er sikker på at det også var det, da Jesus kom ridende. Jeg glæder mig meget til at opleve resten af påsken og gå en smule i Jesu fodspor, dog uden den byrde og de smerter han bar på.
- Pernille

Sådan er det at arbejde på Beit Tamar.

Nu er der gået næsten to måneder og jeg er ved at være godt inde i arbejdet her på Beit Tamar. Mine vagter er ret skiftende. Nogle dage arbejder jeg om morgenen, om eftermiddagen og/eller om aftenen. Her på hjemmet er der 10 beboer mellem 13 og 30 år, de er alle sammen fysisk handicappede og derfor sidder de fleste i kørestol. Det jeg primært skal gøre er at stå for deres hygiejne dvs. toiletbesøg, bad og klargøring om morgenen. Vi skal sørge for at give dem mad, smøre madpakker og vaske op. Når der så er tid til andet sidder vi og snakker med beboerne, spiller spil, lægger neglelak, går en tur osv. En gang om ugen har beboerne cookinglesson og fysioterapi. 
Jeg er vildt glad for arbejdet og holder af beboerne og deres særheder. Der er ikke to beboer der er ens og derfor er der mange ting man skal huske ved hver enkel beboer. Det kan være ting som hvordan de skal liftes, hvor meget de selv vil vaske sig, hvilken rækkefølge man tager tøjet på og hvordan deres hår skal sidde.

- Pernille

Sådan ved du at du ikke er i Danmark, afsnit 2.

I Israel er det ikke kristendommen der fylder mest af religionerne, men det gør til gengæld jødedommen. Man kan se det ved at kvinderne bærer knælange nederdele og tørklæder på hovedet (hvis de er gift). Mændende går med kippah eller en sort hat og bedesnore og har en lang krøllet tot hår hængende ned i hver side.
Her på Beit Tamar er det ikke så meget udseende man kan skelne jøderne på, men mere alle deres regler, som kan være ret underlige.
Efter hvert toiletbesøg skal de vaske deres hænder 6 gange skiftevis. På Shabbat må de ikke rive toiletpapir over, så det gør de inden shabbatten starter, de må ikke tænde lyset, så nogle gange venter de på at vi kommer forbi og kan tænde lyset for dem. Man må ikke klippe deres negle efter solen er gået ned og når jeg laver mad må jeg ikke tænde ovnen, for så er maden uren, den er kun ren hvis det er en jøde, som tænder ovnen. Jøder lever også kosher, dvs. at de ikke blander kød og mælk. I køkkenet er der derfor 2 vaske, 2 køleskab, 2 bestiksæt og to slags tallerkener. Reglen hedder at hvis man har spist mælkeprodukter skal der gå ½ time før du må spise kød og hvis du har spist kød skal der gå 6 timer før du må spise mælkeprodukter. Ja, jeg savner lasagne, pizza og en masse andet godt mad.
-Pernille

Akut til Danmark

I går eftermiddag kom jeg tilbage til Israel efter en uge i Danmark!
For to ugers tid siden bad mine forældre mig om at komme på skype hurtigst muligt, da de havde noget vigtigt de skulle snakke med mig om. Allerede i sms'en fra dem, kunne jeg mærke, at det her var alvorligt. I samtalen fik jeg at vide at min bedstefar lige var fundet død i hans hjem. Min bedstefar var ellers meget frisk, så hans dødsfald kom som en chok.
Beskeden om dødsfald i familien er virkelig hård, især når man sidder så langt væk hjemmefra og så langt fra familien. Det er en meget underlig fornemmelse og følelse at sidde og snakke grædende på skype med sine forældre, når man ved de er så langt væk og man intet kan gøre. Heldigvis havde jeg 3 meget dejlige piger, som var rigtig gode til at trøste efter en så hård nyhed..
Overvejelserne gik straks igang  om hvorvidt jeg skulle tage hjem til Danmark eller ej, men efter megen overvejen og snakken frem og tilbage valgte jeg at tage hjem. Jeg ville ikke have følt at jeg havde fået taget ordentlig afsked med min bedstefar, hvis ikke jeg var taget hjem og deltog i begravelsen.
Ugen hjemme var skøn på trods af omstændighederne også selvom man vidste det kun var for en stund. En uge med mors mad,svinekød og dejligt selskab er i hvert fald heller ikke noget jeg klager over. Men selv på så kort tid kunne jeg ikke helt lade være med at savne Israel og de andre dejlige volontør.
-Karina